Har du taget af hovedstolen?

Agnete Braad har skrevet en fortyllende lille roman om at miste sin mor - og ikke en hvilken som helst mor: Mere præcist Stefans Kirke-præsten Anne Braad.
Jeg anmelder bogen i denne uges Alt for damerne og har undret mig over de delte reaktioner fra andre anmeldere.
I Information kaldes bogen for eksempel terapi og selvhjælpsbog og ja; det er i høj grad en roman bygget op omkring et selvbiografisk stof. Men den har store litterære kvaliteter og jeg synes ikke, den overskrider den famøse grænse mellem det private og det personlige.
Men hvorfor kan bøger egentlig ikke være stor kunst, hvis de bevæger sig for meget ind over det personlige område? Nogle af mine absolutte yndlingsværker tager udgangspunkt helt inde i forfatterens lille fede navle. Knud Romers "Den som blinker er bange for døden" er for eksempel et tindrende smukt værk om forfatterens egen opvækst.
Men hvornår bliver det så privat og ikke bare personligt? Når læseren ikke kan læse sig selv ind i teksten? Når forfatteren udleverer det allerinderste af den hovedstol, som Per Højholt engang sagde, at man for alt i verden ikke måtte tage af? Eller når man ikke gør nok ud af de litterære greb?
Der er selvfølgelig en hårfin grænse, men for mig at se handler det primært om formen. Og man kan sagtens overføre diskussionen til den fortællende journalistik, hvor jeg til enhver tid vil foretrække en interviewer, der investerer sig selv og sine egne erfaringer i interviewet. Nogle af de bedste interviews, jeg selv har lavet, rækker langt ind i det personlige og handler lige så meget om mig selv, som den handler om min interviewperson. Ikke fordi det nødvendigvis kan læses i teksten, men fordi jeg i interviewsituationen investerer mig selv for at få et andet menneske til at fortælle mig sin historie.
Jeg tror ganske enkelt ikke på, at det gode fortællende interview skabes ved at være en flue på væggen.

Hvis du vil have nogle redskaber til, hvordan du kan bruge dig selv i dine tekster - holder jeg jævnligt kurser - og rådgiver også over mail og telefon.

Send mig en skitse og jeg skal sige dig, hvilken interviewer du er - eller hvordan du bliver den, du gerne vil være (og følg med her, hvor jeg snart løfter sløret for mit efterårskursus på Folkeuniversitetet...)

katrinenadia@gmail.com

Manuskriptvejledning?

Kære krimiforfatter

Jeg er glad for, at du endnu engang har sat dig ved bordet for at skrive en krimi. Men må jeg lige have lov til at stjæle din opmærksomhed et øjeblik? 

Jeg ville nemlig blive så glad for, hvis jeg kunne skrive en virkelig god anmeldelse af din bog, næste gang du udkommer.

Først og fremmest:

Dit plot

Det er rigtig dejligt, at du har sådan en livlig fantasi. Men behøves du at fylde mere og mere på dit plot? Nogle gange kan det helt simple plot have en enorm gennemslagskraft… og så levner du samtidig plads til nogle andre rigtig vigtige elementer:

Dit sprog

Tænker du mest i plotgengivelse og replikker? Husker du også at tænke i sanselige scener? Det er vigtigt at huske alle dele, hvis du vil lykkes med din bog. Vi mennesker husker nu engang bedst, hvad vi læser, hvis vi får informationen leveret på en måde, så vi kan se historien for os – se, smage, lugte, høre, føle. Og hvis du selv har brug for at tapetsere din væg med post-it's for at huske, hvordan dit plot hænger sammen, ja, så har din læser nok mistet overblikket for længst. 

Din hovedperson
Lige meget hvor mange lig din morder har i lasten, synes jeg, du skal prøve at elske ham. Lad som om, du skriver om en virkelig god ven (der er blevet rodet ud i noget snavs). Det er endnu vigtigere, hvis din morder er den samme som din hovedperson. I litteraturteorien taler man om flade og runde karakterer - og en karakter bliver trods alt mere troværdig, hvis han er lige så rund og alsidig som den jordklode, din historie udspiller sig på.

Din læsning

Læser du bøger? Læser du andre genrer end krimigenren? Det er super vigtigt at være bredt orienteret – uanset om du skriver digte, romaner eller krimier. På den måde får du brændstof til dit eget sprog. Du kan eventuelt sætte dig og lave pastiche-øvelser over dine yndlingsforfattere, hvis du har brug for inspiration til dit sprog. Og husk nu: Læs endelig på dansk, hvis du selv skriver på dansk.

Din skrivegruppe

Hvis du ikke har en tålmodig og velvillig redaktør, er det en god ting at være tilknyttet en skrivegruppe. Der er mange private skrivegrupper rundt omkring i hele landet – ligesom Testrup Højskole for eksempel har et meget populært skrivekursus, der finder sted hvert år i juli/august. Men skynd dig at melde til! 

Dit talent

Du har muligvis talent. Men forfattergerningen er hårdt arbejde, der for de flestes vedkommende kræver mere disciplin end talent. Og så en hel masse tvivl. Som den anmelderroste forfatter Kasper Colling Nielsen skrev i kroniken i Politiken d. 20. april: "Jeg ved slet ikke, om jeg kan skrive en helt ny bog... Jeg er slet ikke forfatter, det er bare noget, jeg kalder mig."

Tak, fordi du læste med. 

Venlig hilsen 

Katrine 

Boganmelder og freelance journalist 

Hvis du har brug for kyndig manuskriptvejledning – krimiforfatter eller ej – er du velkommen til at kontakte mig. Du er også velkommen til at ringe, hvis du er i tvivl om, hvad jeg kan gøre for dig. 

Ros eller anerkendelse

"Ai, mor, hvor er du yndig! Sikken flot nederdel, du har på, er den ny?"
Sådan mødte min tre-årige mig i morges og jeg må indrømme, at mit moderhjerte smeltede. Hun kunne lige så godt have fortalt mig, at hun elskede mig. Og det er samme stemning, jeg får indeni, hver gang hun fortæller mig, hvor dygtig jeg er til det ene og det andet. Men så var det, jeg kom til at tænke på Jesper Juul, hele Danmarks familieterapeut. For hvis Agnes roser mig, hvad siger det så egentlig om mig (altså udover at jeg ser knaldgodt ud i ny nederdel)?
Det siger måske noget om, at jeg roser mig barn rigtig meget. Og hun øver sig i sociale omgangstoner, hun spejler mig. Her ville Jesper Juul så indvende, at børn kun skal roses, når der virkelig er en god grund. For eksempel er det, at barnet kan rutsche ned ad en rutschebane som tre-årig ikke noget, der er værd at rose, eftersom det er helt normalt at kunne for et barn i den alder.
Men jeg er splittet. For er det virkelig kun en kulturelt indlært reaktion, at jeg bliver rørt, når mit barn roser mig? Eller burde vi alle sammen rose hinanden meget mere? Det er det samme inden for den opblomstrede anerkendelseskultur i erhvevslivet. At rosen ofte bare er en cirkulær ramme omkring noget, den enkelte medarbejder gør galt. Men hvad med at rose for rosens skyld - bare fordi du har lyst til det? Tænk på, hvor stor glæde det kan give dine medmennesker og hvem ved; måske får du noget ros igen...

Sex, kaos og selviscenesættelse

Endnu engang tog jeg plads foran skærmen, da "Sex, kaos og bekendelser" tonede frem på DR her til aften. Jeg havde glædet mig som en sindssyg til at se første afsnit, da DR havde annonceret, at vi ville få "et ærligt og nuanceret billede af tidens kvindeliv". Men jeg sad tilbage med en fæl skuffelse, som faktisk har fulgt mig lige siden. Og alligevel har jeg følt, jeg blev nødt til at se det til ende - for hvem ved: måske kunne programmet stadig nå at overraske.
Selvom dagens afsnit overraskede mig positivt, er en ting stadig dominerende for programmet:
- Der bliver stort set ikke talt karriereambitioner.
- Hobby, interesser og andre inspirerende oplevelser i et kvindeliv er stort set ikke-eksisterende.
- Livet med en mand (eller mangel på samme) er det altoverskyggende omdrejningspunkt. Selv i situationen, hvor professionelle Tove vinder en vigtig håndboldkamp, slutter hun aftenen af med at pine sig over, hvorfor hun ikke har en mand at dele den oplevelse med.

Og ja, jeg kan godt huske, hvordan det var at være i slutningen af tyverne med æggestokkene hamrende derudad. Men jeg kan også godt huske, hvor meget andet, der fyldte i mit liv. Studieliv, fremtidsdrømme, spirende interesser for det ene og det andet...
Til gengæld kan jeg ikke huske, hvordan det var at være nybagt tvillingemor, for har aldrig prøvet det. Men jeg synes, programmets tvillingemoder er så utroligt påtaget, at jeg krummer tæer. Hvis man tog hendes replikker alene, kunne man muligvis kategorisere hende under en fødselsdepression eller lignende. Men problemet er, at hun jo fungerer, passer børn hele dagen, tager på ferie, har overskud til at filme sig selv i mere eller mindre opstillede situationer. Og ja, selvfølgelig er det svært at skjule bevidstheden om at blive filmet. Det gør sig jo gældende i de fleste personlige dokumentarer. Men man kunne i det mindste prøve. Resultatet bliver i stedet et indtryk af en selvisenesat og selvcentreret mor, der i stedet for at handle på sine frustrationer, bruger sin tid på at sætte sig i scene for et kamera.

Nilens parabenfrie jord

 Jeg er begyndt at bruge neglelak igen. For første gang i hundrede, nåhr nej, det er vel kun fire år.
Da jeg blev gravid med min nu tre-årige datter, var det første jeg blev konfronteret med en agressiv kampagne fra Sundhedsstyrelsen. Pas på med neglelak, make-up, hårfarve og andre potentialt sundhedsskadelige produkter, der kan flaske dit barn op på parabener og parfume - og i øvrigt gøre det til en mellemting mellem udviklingshæmmet og lungesyg.
Skrækken har siddet i mig lige siden, men da jeg forleden vovede mig ind i make-up-afdelingen viste det sig, at man kunne få negle malet i farver fra selveste Nilens parabenfrie jord. Så det måtte jeg jo prøve. Og nu hvor Sundhedsstyrelsen igen er ude og advare om alle de katastrofer, ens barn kan blive ramt af, hvis man ikke støver nok af i sit hjem, har jeg besluttet mig for at blæse på det hele.
Måske bliver næste skridt, at jeg farver mit hår sort ligesom i de gode gamle punkdage - for bagefter at gå en tur ned ad Jagtvej langs med bilerne og busserne. Hele vejen til Østerbro. Jeg lever livet farligt.

Blachman som meningsmåling

Det er ikke mere end to uger siden, X Factor lukkede ned for årets sidste afsnit - og vi har næsten allerede glemt, hvem vinderen blev.
Den unge Ida luner sig dog stadig under rampelysets skær. I hvert fald hvis man kan kalde den kølige belysning i Rødovre Storcenter for rampelysets skær. Hun er i gang med den obligatoriske storcenter-turne og livet går videre på tv. Blachman, den kristne arbejdsmoral og de nedslidte fingernegle sejrede. Og nå ja; det, de kalder for talentet.
Men gad vide, hvad der ville ske, hvis X Factor-dommerne havde været meningsmålinger? Lad mig uddybe. Hvis Pernille, Blachman og Cutfather havde været meningsmålinger for det politiske landskab i Danmark, havde Lars Løkke selvfølgelig vundet valget. Ligesom Ida selvfølgelig vandt "talent"konkurrencen. Når man taler en vinder op, før denne overhovedet er vinder, stemmer befolkningen jo efter det. Vi vil have smagsdommere, autoriteter - og vi vil alle være med på vinderholdet.
Det er ligesom, når der skal vælges spillere til Rundbold i femte klasse. Det er bare ikke nogen fest at stå og fryse fødderne af ude på sidelinien.

Gentagelsens glæde

GeoTagged, [N55.68179, W12.53184]

Jeg øver mig i det hver dag. Gentagelsens glæde. For min datter kommer det helt naturligt.
I dag læste vi historien om Guldlok og de tre bjørne og den er simpelthen fuld af elskelige gentagelser: Den store bjørn, der vil vide, hvem der har sovet i dens seng. Den mellemste bjørn. Og så videre...
Hun er lutter opmærksomhed og planen er, at vi skal læse den resten af ugen. Ligesom i Steiner-institutionerne, hvor de hver dag gentager den samme historie til højtlæsning.
Og når vi har læst den en gang før sengetid, vil hun som regel have den gentaget igen og igen og igen. Jeg selv er meget mere resultatorienteret og når dårligt at blive færdig med en bog, før jeg tænker på, hvad jeg så skal i gang med (det gør det selvfølgelig ikke nemmere, at jeg er anmelder og på den måde har en deadline hver uge.)

Da jeg var på barsel iagttog jeg dag efter dag en kvinde i Frederiksberg Have. Hun trillede sin barnevogn op og ned og op og ned igen ad den store stejle bakke foran slottet. Hun havde en anstrengt mine og efter at have iagttaget hende på afstand i ti måneder, så jeg, at barnet i vognen havde Down's. Han boblede over af latter, når vognen trillede nedad bakken, men jeg ved ikke, om gentagelsens glæde involverede alle de implicerede.